Jeg vil gerne leje din bolig, men du må ikke leje min

0

Jeg vil gerne leje din bolig, men du må ikke leje min

Sommerferien: Danskerne låner gerne andres bolig – men vil ikke leje deres egen ud 
Boligudlejning til turisterSelvom rigtigt mange danskere gerne vil leje private boliger gennem deletjenester som Airbnb til sommerferien, så er vi mere tilbageholdende med selv at leje vores hjem ud. Det viser en ny YouGov-undersøgelse foretaget på vegne af anmeldelsesplatformen Trustpilot, der sætter fokus på danskernes forhold til deleøkonomi. Især ældre og folk fra Syddanmark vil ikke leje deres hjem ud til andre.
Mange danskere har fået øjnene op for fordelene ved at leje andres bolig, når de skal på sommerferie eller rejser til udlandet. Men når tusindvis af turister de kommende måneder flokkes til Danmark, er vi lidt mere forsigtige med at åbne vores hjem for andre. Danskerne er nemlig ikke meget for at låne deres egen bolig ud. Det viser en ny undersøgelse, YouGov har foretaget på vegne af anmeldelsesplatformen Trustpilot.

Her svarer hver tiende dansker (11 pct.), at de allerede har prøvet at bruge en boligudlejningstjeneste som Airbnb – og 30 pct. overvejer at bruge en. Men adspurgt om de ville låne deres egen bolig ud til andre mod betaling, svarer kun 16 pct. ja.

”Selvom undersøgelsen viser, at privat boligudlejning er den mest benyttede deleøkonomiske tjeneste i Danmark, så er det interessant, at rigtigt mange ikke selv vil leje deres bolig ud til andre. Det kræver en stor portion tillid at give nøglerne til sit eget hjem til en, man ikke kender,” siger Mathilde Lykke Bülow, der er kommunikationschef i Trustpilot.




Ældre og folk fra Syddanmark vil ikke udleje deres bolig

Undersøgelsen viser også, at der er stor aldersmæssig og lokal forskel på danskernes villighed til at leje deres hjem ud. Hele 21 pct. af de unge mellem 18 og 34 år vil gerne leje deres bolig ud til andre, hvorimod kun 12 pct. af de 50 til 64-årige vil, og kun 7 pct. af danskere over 65 år vil.

Og hvis du bor i Syddanmark, vil du sandsynligvis ikke dele dit hjem med andre. Blot 11 pct. af de adspurgte fra regionen vil leje deres hjem ud, mens tallet er 19 pct. for folk i Hovedstaden.

”Privat boligudlejning som fx Airbnb er et storbyfænomen og især meget populært blandt unge, når de rejser ud i verden. Hvis man selv har lejet andres bolig og har haft en god oplevelse med det, så er man også langt mere tilbøjelig til at låne sin egen ud,” forklarer Mathilde Lykke Bülow.




Brugeranmeldelser er vigtige

Undersøgelsen viser også, at andre brugeres anmeldelser har stor betydning, når vi bruger en deletjeneste – både som lejere og udlejere. Hele 62 pct. svarer, at brugeranmeldelser enten har nogen, stor eller afgørende betydning for deres valg.

“Kernen i deletjenester er tillid, og det kan være svært at vurdere, om man har tillid til en anden person, når man kun har haft kontakt via e-mail. Så det er afgørende, at andre har haft en god oplevelse med den pågældende lejer eller udlejer og skrevet en anmeldelse af vedkommende. Det, at man kan anmelde hinanden betyder også, at mange gør en ekstra indsats for at sikre en god oplevelse,” slutter Mathilde Lykke Bülow.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført for Trustpilot af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1302 CAWI-interview med danskere i alderen 18 år+ i perioden 6.-10. juni 2016.

Share.

About Author

Comments are closed.